Hvorfor genanvendelse af tekstiler i bilsæder kræver kollektiv handling 

Genbrug af tekstiler fra bilsæder er ikke en enkel opgave, det er et puslespil af materialer, processer og kompromiser. Vores bæredygtighedschef Johan Andersson deler sine erfaringer og lærdomme fra arbejdet med genanvendte stoffer. Hans refleksioner viser, at meningsfuld forandring ikke kommer fra et enkelt firma, der handler alene, men fra en kollektiv indsats, fælles læring og modet til at gå i gang – selv når løsningerne ikke er perfekte. 

Kompleksiteten ved genanvendelse af tekstilmaterialer 

De fleste bilsæder, du ser i dag, bruger polyester til stoffet. På overfladen er polyester praktisk, holdbart, modstandsdygtigt over for pletter, relativt billigt og let at rengøre. Men virkeligheden er mere kompliceret. Stoffet er ikke kun polyester; det er lamineret sammen med polyurethanskum, den samme type skum, der bruges i sofaer og senge, samlet for at give komfort og struktur. Denne konstruktion, selvom den er velkendt og pålidelig, gør genbrug vanskeligt. Når forskellige materialer er tæt bundet sammen, er det en reel udfordring at adskille dem, når produktet er udtjent. Det er en detalje, vi ikke fuldt ud forstod i starten, men jeg indser nu, at det er kernen i, hvorfor det er så svært at genanvende disse produkter.

Hvis du skiller et af vores betræk ad, vil du finde en overraskende mangfoldighed af materialer, forskellige former for polstring, knapper, lynlåse, ikke-vævede tekniske lag og mærkater. Hvert enkelt element er valgt af en bestemt årsag, hvad enten det er af hensyn til komfort, udseende, sikkerhed eller praktiske årsager. Men som jeg har lært, er hvert ekstra materiale også en ny komplikation for genanvendelsen. Det er en udfordring at skabe et betræk, der er tilpasset cirkularitet, når hver komponent har sine egne udfordringer med hensyn til adskillelse og genbrug.  

Fra flasker til stof, og hvorfor det ikke er den fulde løsning  

Vi får en stor del af vores stof fra genanvendte PET-flasker. Faktisk bruger vi genanvendt polyester til alle vores hovedprodukter, ikke kun i specialudgaver af produkterne. Ved første øjekast virker det som en win-win-situation at bruge affald som ressource og mindske afhængigheden af fossile brændstoffer. Men der er berettiget kritik af dette valg. En af de største bekymringer er, hvad der sker med den oprindelige genanvendelsescyklus for flasker. Ved at omdirigere PET fra flasker til tekstiler tager vi materiale ud af et system, hvor det omdannes til nye flasker. Fødevareindustrien, især flaskefabrikanter, er nødt til at bruge flere nyproducerede fossile materialer for at udligne underskuddet. På en måde flytter vores løsning problemet i stedet for virkelig at løse det.

Det ideelle ville være, hvis al den polyester, vi bruger, kunne komme fra gamle tekstiler, altså genbrug fra tekstil til tekstil. Det ville lukke kredsløbet og holde materialerne inden for samme produktkategori. Men virkeligheden er, at dette endnu ikke er muligt i nogen nævneværdig skala.  

Et enkelt firma kan ikke løse en systemudfordring 

Dette fører til en bredere refleksion over udfordringerne ved at skabe reel forandring som enkeltstående virksomhed. Når vi taler om at forbedre bæredygtigheden, er det fristende at forestille sig, at en enkelt beslutsom virksomhed kan oprette sit eget lukkede kredsløbssystem, hvor gamle låg indsamles, sorteres og omdannes til nye. I praksis viser dette sig at være meget vanskeligt. Vi mangler ressourcerne og mængden til at etablere et sådant system på egen hånd. Der er meget få eksempler på virksomheder i vores branche, der har haft succes med dette. I stedet kommer fremskridt ofte fra branchen som helhed. Genbrugssystemet for PET-flasker er et godt eksempel på, hvor tid, samarbejde og investeringer har ført til et velfungerende system. Opbygningen af lignende systemer til genbrug af tekstiler vil kræve den samme kollektive indsats, og det er en lang vej.

Små skridt, der skaber større forandringer  

Ud over disse tekniske udfordringer skal vi også overveje, hvorfor vi træffer de valg, vi gør. For os er brug af genanvendte tekstiler ikke en perfekt løsning, men det er et bevidst valg. Det er vigtigt at starte et sted, selvom effekten i starten er lille. Ved at bidrage til efterspørgslen efter genanvendte tekstiler håber vi at kunne fremme udviklingen af bedre genanvendelsessystemer for tekstiler.  

Vi forsøger at reducere emissionerne, hvor vi kan, velvidende at stoffet kun udgør en lille del af vores samlede CO2-aftryk. Vi estimerer, at vi reducerer ca. 1 % af vores samlede emissioner ved at bruge genanvendt polyester, men disse tal skal kun ses som en indikation, da vi har brug for opdaterede EPD’er for at verificere dataene. Men det giver en fornemmelse af omfanget. Alligevel er hver eneste reduktion vigtig, og små handlinger giver sammenlagt en stor effekt over tid. 

Den vigtigste grund til at holde fast i genanvendte råmaterialer er dog at sende et signal. Vi ønsker at vise både os selv og andre, at det er muligt og nødvendigt at skifte væk fra oliebaserede materialer. Kun ved at gennemføre denne omstilling i stor skala kan vi håbe på at reducere emissionerne på en betydelig måde. Jeg håber, at vores indsats med tiden vil bidrage til en bredere bevægelse. Jeg ønsker, at vores valg skal have en dominoeffekt: ikke for at løse alting selv, men for at opmuntre andre til at være med, så vi sammen kan opbygge nye systemer og løsninger.

Lektioner undervejs og værdien af at dele dem  

Når jeg ser tilbage på denne proces, indser jeg, at hvert skridt fremad medfører nye udfordringer, men også ny forståelse. Hvis der er én ting, jeg ønsker, at flere mennesker i vores branche ville erkende, er det, at reel forandring sjældent kommer fra enkeltpersoner, der arbejder alene. Forandring kommer fra at dele det, der virker, være ærlig om det, der ikke virker, og finde måder at komme videre på, sammen. 

Johan Andersson,
Bæredygtighedschef, Axkid